Samspill mellom spelemenn og tambur ved bryllupsseremonier i Seljord på 1780-talet, skildret i Hans Jacob Willes «Beskrivelse over Sillejords Præstegield i Øvre Tellemarken» utgitt 1786

Hans Jacob Wille (født 1756 i Telemark, død 1808) var en norsk prest og vitenskapsmann, kjent for sine topografiske beskrivelser av Telemark.

«Naar man her vil fri, sendes i Forveien en æragtig Mand, som derom skal handle med Forældrene og Pigen. En Maaned gaar i det ringeste bort, før Frieren, her kaldet Beler, selv kommer, og har han et Mandfolk i Følge, som her kaldes Fyrigaangs-Manden eller Beleguten. Hertil er Løverdags Aften den eneste Tid, Aftener i Julen er de fornemste, andre Høitidsaftener ere heller ikke at forsmaa.

Det maa være mørkt, før man kommer. Ved Ankomsten staar Frieren udenfor. Er det koldt, begiver han sig til Fæhuset, skjønt altid paa Udkig. Beleguten gaar ind, beder Pigen ud, Tiden og alle Omstændigheder lærer hende, hvad han vil. Her sker da absolut Modstand. Med Magt maa hun ud. Ofte er Pigen stærkere, og Manden staar til Skamme. Han er da betænkt paa Raad imod Uraad og ved Suedighed faar hende paa Døren. Naar hun er indkommen, griber Frieren sit Bytte og holder fast, indtil Beleguten maa anvise Seng og Klæder, om Pigen vil vægre sig derfor. Men for de fornemste og især for Enkemænd reder Forældrene selv Sengen op. Det hænder sig og ofte, at Pigen nu udrømmer, indelukker sig i Loftet eller Høistuen, og da maa Frieren agere Voldsrand, opbrække Gulvet eller Døren eller udtage Vinduet for at faa fat paa sin Elskede. Naar dette er skeet, forføie de sig til Sengs. Den gamle Skik var, at Pigen forlod ham i Leiet, om hun ikke havde Lyst til at ægte ham; nu derimod sove de ofte tilsamen til om Morgenen for Løiers Skyld. Denne Søvn kaldes Kvilnøyt (o: nyde Hvile), og er Fjøshjellen Hvilested for de ringere, men Bursvalen eller Loftet for de fornemmere.

Om Morgenen rømmer Frieren som en Hønsetyv og er hjertelig bange, at man skal møde ham. Er det nødvendigt, at han maa ind, da sætter han sig med Undseelse paa Krakken næst Døren, hvilken Ende derfor kaldes Belehynne. Tre Uger og en Maaned er gemenlig den Tid mellem hver Gang Frieren besøger sin Elskede. Sker det oftere, er det paa Ulvens Manér. Et halvt Aar gaar bort, inden han kommer med sine Foræringer, kaldet Gaavune. Efter Formuen bestaar disse i Sølvsøljer, Maljer med Lænke, Skaatelærred og Tørklæder. Saalænge dette hviler i Pigens Gjemrae, er det Tegn til, at hun vil ægte ham, og har han da Ret at besøge hende. Efter et halvt Aars Forløb fra denne Tid maa Pigen selv personlig absolut bære Gaverne tilbage. Dette maa ske paa en Søndag, da hun i Følge med en Pige faar Kjæresten afsides, leverer ham Gaverne og strax forføier sig hjem. Det er derfor ikkej Tegn til Opslag, men angrer han paa Tilbudet, bliver han dermed borte for evig; hvis ikke, da bær han dem næste Aften tilbage. Derimod, er det hendes fulde Alvor, at hun ei vil have ham, kommer hun strax tilbage med dem, ja ofte ikke tager dem i sin Haand.

Det er skammeligt at gifte sig før efter 2 Aars Forløb fra den Tid, man begyndte at fri. Derimod er det en sand Ære for Pigen, jo længere hun bier, inden hun forlover sig, og ved at love ham halv om halv lader hun ham løbe 4, 6, ja 8 Aar, for at se, om ingen rigere vil indfinde sig. En saadan Mandsperson kaldes VaraStyre, og da Æren er størst for Pigen, jo flere Friere hun faar, saa slaar hun ofte op med sin Forlovede for at give andre Anledning til at komme, eller og lader hun ham gaa til sig, uagtet hun ikke vil ægte ham, at andre derved skal faa Lyst, og en saadan Person kaldes her Bele-Vekje. Naar man skal troloves, som her kaldes at feste, maa det altid ske i Nymaane eller andet Kvarter. Pigens Fader gjør Festerøllet.

Før man reiser til Præstegaarden at troloves, forsamles Mandfolkene hos Festemanden, som her kaldes Festingen, og Pigerne hos Festepigen, hver paa sin Gaard. Det er Skam for dem, som først tager afsted, og vilde bevise, at man der havde intet at leve af. Dog maa Festepigen med en Kone og nogle Piger først afsted. Forældrene maa nødvendig være hjemme.

Festerøllet varer kun en Nats Tid, og da skal Festeparret endelig sove sammen, Fra denne Tid er Festepigen et Trin høiere end alle Pigerne, og derfor ofrer først og sidder ovenfor hine i Vertskabet. Gemenlig varer det et Fjerdingaar, inden de Trolovede lade sig copulere. Gjesterne ved Festerøllet ere visse Gjester ved Bryllupet, som her kaldes Gjestebaa. Fjorten Dage før Bryllupet er den seneste Tid, Festingen maa bede til Bryllups. Selv personlig maa han invitere først Slægtninger og Naboer, dernæst Venner og de rigeste, dernæst 3 Brudekoner, 3 Spillemænd og en Tambour. Imidlertid brygges, og de Indbudnes Fruentimmer bære til Bryllupshuset Foræringer, kaldet Sendinger, som bestaa af Kager, Smør, sød Ost, Gomme, Fisk, Kling. De fornemste bære og undertiden Vafler.

Klokken omtrent 12 Dagen før Bryllupsdagen forsamles hos Brudgommen i Bryllupsgaarden alle Mandfolkene og den ene Brudekone. I Loftet paaklædes da Brudgommen af hende. Hans Stads er følgende: en blaa Trøie næst en udsyet Skjorte, der ovenpaa en rød og yderst en sort, der ikke rækker længere end midt paa Livet. Buxerne maa være af de foldede, blaa Strømper, ombundne med Baand, i hvis Ende hænger Dusker, nye Sko, i hvis Bund ligger fra en Fireskilling til en Rigsort efter hans Formue, en Medalje, kaldet Agnestei (agnus dei) hængende i en Sølvkjæde fra Halsen, et Messingbelte om Livet, hvori hænge 2 Knive i en dobbelt Skede, en udslagen Hat paa Hovedet, ombundet med en hvid Klud, hvorom er hvirvlet en Sølvkjæde, og en Sabel uden Skede i Haanden med en Port d’Epée af en Tørkeklud, besat med Dusker.

Iført alt dette sætter han sig ned. En af Hjaasetmændene (hossiddende Mænd:Brudgom med Secundanter og Talsmænd) dandser 3 Gange med Brudekonen, og hver Gang stevnes Brudgommen til at begynde sit Ægteskab med Dands; derpaa staar han op og dandser 3 Gange. Man kalder da paa Tambouren, som trommer paa udenfor, og Spillemanden. Under disses Anførsel gaar Brudgommen ind. Naar han ind træder, maa Folket sidde om Bordet, som da er dækket med store Smør- og Ostepyramider, Kager, Kling og Fladbrød til hver Person. Idet han indtræder, dandser han en Dands, og derpaa hilser han Enhver med at tage i Haand uden at røre Hatten. Fra det Øieblik, han saaledes er iført sin Pragt, maa han ikke kaldes andet end Brudgom.

Han sætter sig nu i Høisædet, og er der Kjøgemester nærværende, læser han tilbords for dem. Naar man har afspist, drikkes til Dessert-Vin tre Enskjels Boller af Enhver. Man læser og synger 3 Gange det sidste Vers af Psalmen: Herre Jesu Christ, min Frelser etc. og takker for Maden med at tage Enhver i Haand. Dette Tractement kaldes Bele-Vesle. Naar dette er forbi, stiger man til Hest, som er opsadlet og udstafferet med Ringle-Bidsel, Grime, en liden dinglende Bjelde, besat med Blokker, der alt raler lystelig. Man skal nu afsted til Bruden. Rider man ikuld, er man fei. Jo galere man ellers rider, jo bedre, og ved at hænge paa diverse Sider af Hesten, lægge sig bagover i Sadlen og tøile Hesten frem og tilbage beviser man sin Ridekunst.

Naar man reiser af Gaarden, skriger man uendelig, og ved fremmede Gaarde hujes forskrækkelig: „Hei Gjestebaa“, til Tegn, at man har Poli Høide. Trommeslageren er Forrider og banker lystig paa Læret. En Brudehest med Sadel skal løbe med uden Rytter. I Nærheden af Brudehuset skriges uophørlig til Tegn, at man kommer hverken sulten eller tørst. Ellers bliver man fixeret for Ædruelighed. Naar man er kommen temmelig nær Huset, skydes med Gevær 3 a 4 Skud, som hver Gang besvares med Skrig. Trende Mænd rider frem, Resten bliver stiltiende et Stykke tilbage. Kjøgemesteren tager imod disse ved at spørge, hvor de godt Folk komme ifra. Naar dette er besvaret, bedes om Natteherberg, hvorpaa Kjøgemesteren efter flere Spørgsmaal leverer dem nogle Ølskaaler. Med disse ride de tilbage til hine, bebude Ærindets lykklige Udfald og lade dem drikke. Da rider og skriger man forskrækkelig. Og naar man er indkommen i Gaarden, rider man frem og tilbage op paa Trappen, ind i Døren, og jo galere og mere rasende man kan busere, jo ypperligere. Efter en græsselig lang Riden staar man endelig af og hilser.

Brudgommen gaar lige ind i Stuen og sætter sig ved den nederste Ende af Bordet, som da staar dækket, med Hjaasetmændene, en paa hver Side. Imidlertid er Bruden alt paaklædt af sin Brudekone i dette Loft. Hendes Stads er følgende: En Striesærk, to sorte foldede Vadmels Skjørter (Stakker), en blaa og yderst en rød Klædes ditto, et sort Forklæde med Sølv fryndser, og derovenpaa et ditto hvidt Lærreds Forklæde udsyet; paa begge Sider af dette hænger tvende lange hvide udsyede Tørkeklude. Til hver Stak haves en Skjorte, desuden blaa Strømper og nye Sko med 4 Sk. til 1 Mark i Skoen, og om hver Stak et Belte, men yderst 3 Sølvbelter. Trøien er sort med en liden rød Krave, besat med Søljer, Maljer, Spænder og Lænker i Uendelighed, saa en saadan Trøie kan veie 13 til 14 Bffi.

Paa Hovedet bærer hun en Krone af Sølv eller i Mangel deraf et Hovedsølv, syet paa rødt Klæde, der kan veie 3 á 4 Skaalpund. (Men er hun Enke eller besovet, har hun et Hovedpynt, kaldet Skout). Haaret er udslaget over Ryggen, og derimellem hænger Sølvlænker. Om Halsen et Perlebaand (Korilbaand), som rækker ned paa Brystet med et Agnus dei i Enden. Paa den høire Haands Finger har hun tvende forgyldte Sølvringer.

Medens hun paaklædes, musicerer Spillemanden adskillige Ouvertures, og Bruden maa græde hjertelig. Hun er og forsynet med tvende Drabantere, kaldte Brudesvende, hvoraf den ene er en Ungkarl, den anden en gift Mand, hvilke først dandse med hende i Loftet og derpaa under Musiceren af Spillemand og Tambour geleide hende ind. Saasnart den ene Brudesvend træder ind med hende i Stuen, dandser han en liden Dands, og derpaa hilser han først paa Brudgommen og Hjaa setmændene, siden hilser Bruden paa ham og derpaa Brudekonen. Hun sætter sig da øverst i Høisædet med en Brudekone paa hver Side.

Naar man har spist og dandset en Stund, banker Kjøgemesteren i Bordet, at Bruden vil til Sengs. Hun bliver da geleidet til Sengs, og Brudgommen derefter, og sove de sammen den Nat. Gjesterne derimod har dertil ingen Leilighed, men ture Natten over. Om Middagen næstfølgende Dag klædes Brudgommen atter paa i samme Habit, og naar han er færdig, hentes Kjøgemesteren, som skal bestille Tambour og Spillemand, under hvis Geleide han gaar ind og sætter sig som tilforn, ligesaa Bruden. Derpaa forføier Musikanterne sig til Klokkehuset at spille Spaet (Suppen) ind. Spillemændene gaa føre ind, Tambouren staar altid udenfor. Naar Suppen er indkommeu, tager Kjøgemesteren en Tallerken og banker i Bordet: „Giv Lyd, godt Folk, vi vil bede Gud om en Mundfuld Mad.“ Under Taffelet begynde Hjaasetmændene Diskursen med det Spørgsmaal; Hvorfor Bruden er saa stadselig? Har de noget at forrette? Brudesvendene svare, at man har i Sinde at reise et Stykke Vei, om man kunde faa godtSelskab. Jo, svare Mændene. „Hvad vil I da give os, om vi følge Eder?“ sige Brudesvendene. „Hvad begjæres da?“ spørge hine. „Hundrede Daler, Hest og Sadel“ er det sædvanlige. Her bydes Halvdelen. Imidlertid tier Bruden og Brudgommen, eller hviske, om fornødent, til deres Talsmænd. Dette kaldes ellers Bænkegaver eller at løse Bruden af Bænken. Naar de ere blevne efter lang Procedure forenede, staa Brudesvendene op og takke Brudgommen for god Betaling, derefter gjør Bruden og Brudekonerne det samme og græde og bitterlig.

Man sætter sig ned at drikke Kjøbskaalen, thi medens man accorderede, maatte ingen af de handlende drikke. Derpaa reiser Brudesvenden sig at dandse 3 korte Dandse; og hver Gang stevner Brudgommen, hvorpaa Brudgommen dandser med Bruden, og Hjaasetmændene med Brudekonerne, og derpaa fare ud af Stuen med at hilse Forældre og Venner, hvorved Bruden ikke maa forsømme at græde hjertelig, idet Spillemand og Tambour gaar føre Buret eller Loftet, hvor de afføre deres Sølv i Æsker, lægge Sadlerne paa Hestene og fare derpaa afsted til Kirken for at copuleres. Dette Tractement kaldes Sankingen og holdes, hvor Bruden har hjemme. Brudesvendene ride med Sølvet, og ingen flere Fruentimmere maa følge til Kirken end Bruden med sine trende Koner, som klæde hende paa i Vaabenhuset (her kaldet Skruve) før Præstens Ankomst.

Rider hun, saa Hesten falder, er hun dødsens, men regner det lidt den Dag, er hun lykkelig, thi „det regner paa sæle Brude“. Medens man vies, maa man staa med hver sin Fod paa en Bræde i Gulvet, thi ellers bliver der Uvenskab i Ægteskabet. At komme til Kirken før langt ud paa Eftermiddagen er en Skam og vilde bevise, at man intet havde at drikke. Naar Forretningen er forbi og Sølvstadsen indpakket, reiser man til Brudgommens Bolig, hvor det rette Bryllup holdes, og maa man se til, at man reiser tilbage ad en anden Vei end den, man kom paa. Man skriger rasende, naar man er Præstegaarden af Sigte, og ved Passagen forbi Gaarde og naar man er Bryllupsgaarden i Sigte, hvorfra man da skyder, som stedse besvares med fæl Skrigen. Tvende reise da atter hen for at bede om Logement. Kjøgemesteren modtager dem med Spørgsmaal, hvor de godt Folk komme fra. Der svares: fra Kirken, og da ere de sær velkomne. Dem leveres da Skaaler med øl, hvormed de ride tilbage og bebude Ærindets lykkelige Udfald. Imidlertid skydes græsselig, som stedse besvares med Brølen, og derpaa rides uophørligt. Naar Bruden er ankommen til Døren, leverer et Fruentimmer, som er Brudgommen nærmest beslægtet, en liden Bolle med Melk, som hun uddrikker og derpaa kaster Bollen over Taget paa Brudehuset, og gaar dette ikke an, faar hun nok en, og kastes Bollen ikke over, eller hvælver den i Faldet, er hun fei, eller andet ondt forestaar hende. Hun staar da af Hesten og gaar op paa Buret, imedens en anden stiger op paa Brudehesten og rider den varm; ellers bliver den fordærvet, især om Bruden ikke var Mø. Derpaa handles efter førommeldte Orden. Men medens der spises, maa der diskuteres meget om Brudens og Brudgommens Forretning og Fortrinlighed, som ofte falder i det burleske.

Naar man har spist, dandses adskillige Gange efter Brudens Styrke, og naar hun vil til Sengs, da dandser Brudesvenden paa Døren med hende og slaar 3 græsselige Slag med Døren, som kaldes Brudesmelden. En gaar da føre med et Haandklæde og tre tændte Lys mellem den høire Haands Fingre. Udslukkes Lyset, er Ulykke paafærde. Bruden klædes da af, og en fattig Dreng aftager Skoene, som nyder den der liggende Skilling til Belønning. Brudesvendene ere stedse nærværende og maa ikke forlade Bruden, men holde Vagt ved Sengen. Derpaa bentes Brudgommen paa samme Maade.

Naar han i Stuen har afdandset, hugger han tre græsselige Hug med sin Sabel i Bjelken, Døren eller andet Sted og derpaa op til sin Brud. Naar nu Brudekonen har afklædt det yderste, og mere klædes ikke af, da sige Brudesvendene, at vil Brudgommen til Sengs, maa han tilkjøbe sig det. Dette kalde de Morgengave og bestaar af Løfte om Klæde til rødt Skjørt og andet saadant. Her bliver da Disput. Ofte vil Brudgommen tage sig Sengen til med Magt, hvorfra Brudesvendene hindre ham. Naar de blive enige, maa han gaa uhindret deri, og hine forlade Stedet. Skulde ellers nogen føle altfor stor Tilbøielighed til at være Bruden nær, kaldes han brurenuggjen. Dette er den første Brudedag. Hele Natten opofres da til Støi og Svir, og er ber det bedste og kjæreste Sted at fri, slaa op og slutte Mariage.

Den anden Dags Middag Kl. 12 begynder man atter at paaklæde sig som forrige Dage, ligesaa spiser man, Naar Maden er taget af Bordet, tillaves at drikke Skaalen. Man sætter en stor Ølskaal paa Bordet (nu begynder man at drikke den i Brændevin), Brudesvendene iskjænker og giver Brudgommen og Bruden hver sin lille Bolle. Naar han har uddrukket, lægger ban Penge deri, bvorfor Bruden, Konen og Svendene takke ham meget. Ligesaa handler man med Bruden, men hun maa endelig lægge flere Penge end Brudgommen. Brudesvendene lægge da Pengene paa en Tallerk og opraabe, hvor meget. Herpaa continueres da efter Slægtskab og Fornemhed. Før man drikker, skal man sige: „Nu drikker jeg Bruds og Brudgoms Skaal, Gud give dem Livet saa let, som jeg drikker Skaalen ret!“ Men førend alt dette synges: „0 Ægtestand“ etc. eller og et Vers af „Abraham kaldte Elieser sin gjæveste Svend“, med mange Complimenter af Kjøgemesteren, og da bliver der en hjertelig Graad som ofte vedvarer hele Tiden. Imidlertid skydes der græsselig endog gjennem Vinduet og ind i Stuen.

Naar dette er forbi, maa her dandses. Alle Pengene maa ikke tælles, men de, som ere talte, knyttes i et Tørklæde, og dermed skal Bruden dandse. Nu begyn der man at drikke retskaffen. Man sætter sig rundt om Bordet og drikker til Pæls af de smaa Boller, som kaldes at drikke einskjels. Naar Bruden skal til Sengs, gaar det til som forrige Aften. Naar Brudgommen er kommen derop, skal han sætte Skautet paa hende, hvilket betyder, at han gjør hende til Kone. Bruden sidder da paa en Stol, mens Brudgommen binder Klædet om hendes Hoved. Brudgomshatten og Brudens Krone skal da sættes paa dem, man supponerer skal først blive giftet, og dermed skal de dandse. Da ender Brude og Brudgorasnavnet, og da er Ende paa Embedsforretningerne. Naar Skautet er paasat, skal Bruden give Brudegarn, som bestaar af Baand og Vanter til Slægtninge og Embedsfolkene, og da trakteres med Brudegrøden. Bliver Brudgommen ikke boende paa Stedet, hvor Bryllupet stod, da gjør han undertiden hjemme hos sig et lidet Tractement, kaldet Heimkaamarøl».

Transkribert av Olav Sataslåtten. Gjengir du teksten, så henvis til hvor du hentet den fra.

Legg att eit svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com logo

Du kommenterer no med WordPress.com-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Google photo

Du kommenterer no med Google-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer no med Twitter-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Facebook-foto

Du kommenterer no med Facebook-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Koplar til %s